Lejebil i USA – Ultimate guide

posted in: Rejse | 0

Hej! Mit navn er Antonio – også kendt som ‘A’. Jeg er Saras søde kæreste, fotograf, kameraassistent og blogindlægs-retskriver. Jeg er lige kort blevet ansat til at beskrive vores oplevelse af at leje en bil i USA, og give jer tips om, hvad man skal have styrt på, når tiden er inde til I selv skal afsted. Jeg vil oftest beskrive om de erfaringer, som vi fik på denne her rejse, men jeg vil også komme med generelle tips, jeg har erfaret fra andre ferier. Du kan også læse, hvad vores tur til USA kostede (inkl. lejebil) her.

Vores rute og bil

kort over vores roadtrip

Som I kan se, så startede turen fra Seattle, hvor vi hentede vores bil, og vi afleverede lejebilen i San Francisco. I alt var lejeperioden på bilen 19 dage. Vi kunne godt nøjes med 18, men vi tog en ekstra dag for at være sikker på, at vi kunne nå at aflevere bilen til tiden (Du betaler for en ekstra dag + højt gebyr hvis du kommer for sent).

Vi bestilte en klasse B bil, som er en Ford Focus eller lignende. Du skal overhovedet ikke forvente, at det er selve modellen som er vist på billedet, når du bestiller bilen. Det er meget forskelligt fra sted til sted. Vi modtog en Kia Soul som kunne have en stor kuffert, en lille kuffert + 2-3 små tasker i bagagerummet, resten var på bagsædet. Er man flere end 2 vil jeg klart anbefale at gå højere op i klasse.

Lejefirma

Vi lejede igennem FDM Travel som samarbejder med Avis. Det er der en simpel årsag til: Hverken mig eller Sara er fyldt 25 år. Derfor vil vi skulle betale ung-fører gebyr, som er et gebyr man betaler pr. dag man lejer bilen. Alle lejefirmaer i USA har ung-fører gebyr grænsen på 25 år. Den eneste mulighed vi kunne finde, for at undgå gebyret, var at leje igennem FDM Travel. De har nemlig en speciel aftale med Avis som gør, at den første registrerede chauffør IKKE skal betale ung-fører gebyr. Man skal dog være opmærksom på, at hvis man registrerer mere end én chauffør, så skal de resterende chauffører betale ung-fører gebyr. Derfor valgte vi kun at lade mig være chauffør. Ung-fører gebyret kan løbe meget hurtigt op. Det kan ende med at koste 80 – 120 kr. per dag.

Havde ung-fører gebyret ikke været en faktor, så vil vi sagtens kunne overveje Sixt også. Dem har vi haft tidligere erfaring med (i Kroatien), og der har ikke rigtig været nogle problemer. De har overskuelige forsikringer, og der er en klar retningslinje for, hvad der gælder, og hvad der ikke gælder. Det har Avis klart også, men det vil jeg gå lidt mere i dybden med i næste afsnit.

Forsikringer

Den her kan være tricky, for hver udlejningsvirksomhed har hver deres forsikringer, og hvad de dækker. Derfor er det ekstra vigtigt, at du sætter dig ned i det og forstår, hvad det dækker. Det gør, at du undgår dyre overraskelser. Som du kan se nedenfor, så har jeg taget et uddrag fra vores dokument, da vi lejede igennem FDM Travel / Avis.

oversigt over forsikringer

Hvad var inkluderet?

FDM Travel var rigtig gode til forklare, hvad de dækker i deres tilsendte dokumenter. Som I kan se ovenover beskriver de, hvad der er inkluderet, og hvad der ikke er inkluderet. Forkortelserne betyder følgende:

  • UM = Ubegrænset kilometertal
  • LDW = Forsikring UDEN selvrisiko mod: Hærværk, indbrudsskade, biltyveri og bilskade
  • ALI = Forsikring mod tingskader og personskader fra 3. part.
  • PEP = Personlig ejendelsdækning – Dækker bortkomst eller skade på lejerens og lejerens nærmeste families ejendele under lejemålet
  • PAI = Personlig ulykkesforsikring som dækker ved dødsfald eller fysisk skade på chauffør eller passagerer

Ubegrænset kilometertal er meget vigtigt for en roadtrip ferie, for ellers skal man betale X antal kr. pr. kilometer du overskrider.

LDW kan variere meget ift. lejefirmaet. Ved nogle er det opdelt i flere forskellige forsikringer, og her er det bare samlet til én stor. Jeg vil dog anbefale klart, at man får dækket de punkter som gælder under LDW. Bemærk også om der er selvrisiko. Nogle steder kan kræve, at du dækker med en lille selvrisiko, og resten vil de dække. Man kan også tilkøbe, at lejefirmaet dækker den selvrisiko, men det bliver oftest meget dyrt. Her kan man tilkøbe forsikringer herhjemme (f.eks. igennem sin bank), hvor de vil dække den selvrisiko.

ALI og PAI er forskringer jeg kun vil tilkøbe, hvis det ikke er dækket i rejseforsikringen. PEP vil jeg dog tilkøbe, da LDW kun dækker indbrudskade på bilen, men ikke de ejendele som bliver taget. 

vores bil Kia Soul

Hvad var ikke dækket?

Så er der så de punkter som ikke er inkluderet i lejeprisen. Dette er punkter som du måske skal betale for, når du møder op og afhenter bilen eller afleverer bilen. Et eksempel er enkeltvejsafgift. Den vil gælde, hvis man afhenter fra et sted, men afleverer et andet sted. Så skal det betales ved disken inden du afhenter. 

Vi havde også mulighed for at tilkøbe udvidet vejhjælp. Et eksempel er hvis du punkterer og skal have nødhjælp til at bilen fragtet til et værksted. Så skal du betale for den service for at få afhentet bilen. Vi tilkøbte den ikke, fordi jeg selv kan skifte dækket til et reservedæk. Ved Avis er det sådan at hvis der ikke er et reservedæk med i bilen, så skal Avis dække dette, da du ikke selv havde mulighed for at ordne problemet (Tjek dog i det med småt om dette gælder ved det biludlejningsfirma i lejer ved).

Benzin er ikke dækket, dette er bare betaling ved tankstation. I USA’s lejebiler tanker man ALTID blyfri 87 medmindre lejefirmaet fortæller dig andet eller det er en dieselbil. Vejafgifter som tolboder er heller ikke dækket, og pas på her. Der er 2 former for betaling ved tolboder: Kontant eller med en elektronisk enhed som sidder i ruden på bilen. Hvis du holder ved en tolbod som kun tager elektronisk, så bliver du pålagt et dagligt gebyr for at have brugt den, fra den dato i bruger den første gang indtil lejeperioden slutter. Den nemmeste løsning for at undgå dette, er at spørge dem ved afhentningsstedet om hvilke veje man skal undgå. 

Hvis uheldet er ude

Vi oplevede desværre, at vi punkterede i Los Angeles. Vi mistænkte det hurtigt, fordi dæktryksovervågnings-alarmen lyste på vejen til en restaurant. Vi kørte dog videre, da det også sagtens kan betyde der er røget en smule luft ud. Da vi som kom tilbage til parkeringspladsen, så var dækket helt fladt. Vi prøvede at køre til en tankstation og fylde luft i. Hvis luften siver meget langsomt ud, så kan man godt køre på det indtil man finder en Avis station, men det var ikke muligt her, da luften fløj ud. Vi skiftede dæk på tanken og kontaktede Avis.

Skulle du selv stå i situationen, så skal du tage ud til den nærmeste Avis biludlejning og få den byttet til en ny bil. Vær’ dog meget sikker på at de IKKE tager bilen retur, men at du får sagt hurtigt, at du vil bytte om pga. punktering. De må nemlig ikke tage bilen retur i systemet, når du ankommer. Hvis du ikke kan skifte dækket selv, så skal du kontakte Avis på telefon og følge anvisningerne der. Vi fik byttet til en stor Dodge uden at skulle betale ekstra.

vores nye bil efter ombytning en Dodge

Hvad kostede det så?

I alt betalte vi 7.570 kr. for hele lejeperioden. Dette involverede også forsikringer og enkeltvejsafgift. Enkeltvejsafgiften kostede 2.300 kr., da vi afleverede bilen, og prisen afhænger af, hvilken klasse bilen tilhører. F.eks. så kunne vi gå op til klasse B billigere, fordi enkeltvejsgebyret var billigere for klasse B end klasse A. Benzin er billigt i USA. Vi betalte i alt for benzin ca. 3.600 kr., og vi endte med at køre 7.800 km. på 19 dage. Diesel er i nogle stater dyrere end benzin, og igen – tank kun blyfri oktan 87, da det kan koste en del ekstra for højere oktan, og det er ikke bedre for bilen at vælge det – Men hvis biludlejeren anbefaler andet så følg det. 

Mine råd til dig

Her vil jeg lige komme med en liste af tips til, hvad du bør have styr på ved leje af bil generelt og specielt i USA.

  1. For det første, selvom det lyder mega kedeligt, så læs det med småt! Der er så mange små detaljer som kan være værd at vide, for at undgå dyre overraskelser. 
  2. Vær sikker på hvad du betaler online med det samme, og hvad du skal betale, når du henter bilen. 
  3. Hold fast i din beslutning om de forsikringer, du har tilkøbt online. De vil stort set hver gang tilbyde ekstra forsikringer, men det er ikke billigere hos dem, og de kan eventuelt udelukke nogle oplysninger. 
  4. Når du så endelig får papiret, som du skal underskrive for at få nøglerne, så læs kontrakten! Vær’ sikker på intet er lagt oveni uden din tilladelse, og vær’ sikker på du kan nikke genkendene til det der står.
  5. Tag billeder af bilen og specielt skader inden du kører videre. Man plejer sammen med biludlejeren at gennemgå bilen for skader. Tag dog alligevel billeder, så du ved alt er dokumenteret. 

Jeg håber mit indlæg har hjulpet Jer på vej, og fjernet den tvivl I eventuelt havde. Stil endelig gerne spørgsmål eller kom med forslag, hvis der er noget jeg ikke har dækket. 

Vil du have seneste nyt fra bloggen & altid holdes opdateret, så kan du følge bloggen på:
Facebook, Instagram & Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *